Drømmen om Norge og sommer i Danmark
Sande Bjælkehuse er alt, hvad et fritidshus skal være. Det er sommerens solskin, det er drømmen om Norge, det er hygge i efteråret, det er livet væk fra hverdagen. Et Sande Bjælkehus fra Trelleborg realiserer alle feriedrømme. Enhver, som træder ind i vore bjælkehuse og står under loftets store rundtømmerbjælker, ved, at de er kommet ind i et hus med nordisk tradition og storslået skandinavisk kvalitet.
Originale norske bjælkehuse
Sande Bjælkehuse er massive træhuse, bygget af naturens bedste råmateriale. Vore originale norske bjælkehuse er rigtige bjælkehuse, hvor alle vægge er bærende og bygget sammen med fer og not og lafninger i alle samlinger. Husene er således et konstruktivt hele, som giver en meget stærk og stabil bygning. De runde kraftige tageåse, som bærer taget udvælges i skovene omkring Dovrefjell. Bjælkerne produceres af nøje udvalgt tømmer fra nordskandinaviske skove, hvor træerne vokser langsomt og får stort indhold af harpiks, så materialet bliver stærkt og holdbart.
Sandehusene kan tilpasses individuelt og udformes som længehuse, vinkelhuse eller udtrækshuse. Husene er velisolerede i ydervægge og tag og er derfor også velegnede til brug i vinterperioden. Husenes karakteristiske græstag bæres af de stærke tageåse, som også skaber store, højloftede rum, der overalt går helt til kip.
Bjælkehusene leveres altid som færdigbyg-huse, dvs. at Trelleborgs leverance omfatter alt ind- og udvendigt tømrerarbejde. Gæstehytter, garager o.l. kan, hvis det ønskes, leveres som byggesæt. Se mere om de mange muligheder på www.trelleborg.dk/sande-bjælkehuse.
Sande Bjælkehus fra Trelleborg
Det første norske bjælkehus fra Sande Hus & Hytter A/S blev importeret til Danmark af Trelleborg i 1964. I 1979 overtog Trelleborg bjælkehusproducenten Sande Hus & Hytter A/S, som er en af Skandinaviens største specialfabrikker. I Danmark har Sande Bjælkehuse således i flere generationer været indbegrebet af sommerhuse, når høj kvalitet og eksklusivt udtryk eller traditionel sommerhushygge ønskes.
Gennem de sidste 50 år har Trelleborg bygget omkring 7.000 fritidshuse (Sandehus) og helårshuse (0-energi-huse) til familier overalt i Danmark, og vi har derfor selvsagt en betydelig erfaring i alle byggeriets faser. Da Trelleborg er et af de mest solvente firmaer i typehusbranchen, kan vi ikke alene tilbyde byggerier af særdeles høj kvalitet men også en høj grad af økonomisk tryghed under byggeriet. Trelleborg er kreditvurderet i klasse AAA fra Bisnode.